Calm The Fuck Down...

Livet som selvstændig…

For mange virker det som en dans på roser, men det er det ikke. Det ved man når man er i det. Mange tror at det regner med guldmønter ned på kendte, men det gør det altså ikke. På de ganske færreste gør det naturligvis på een eller anden måde, MEN uanset hvordan vi vender og drejer det så er vi selvstændige erhvervsdrivende allesammen og det er i mit, og mange af dem jeg kender, i underholdningsbranchen.

Det er en forretning som alle andre, og med en økonomi der i den grad går op og ned. Det er ikke for ingenting at musikere, sangere, skuespillere og andre kreative væsner og selvstændige erhvervsdrivende drilles med aldrig at have orden i regnskaberne,- for der findes ingen konstant. Ingen garanti. Intet sikkerhedsnet. Det der kommer ind er forskelligt fra år til år, fra måned til måned, fra dag til dag.

Nogle ting kan planlægges godt ind i tiden – eksempelvis en tourné eller en udstilling eller en bog, men indtil da skal der stadigvæk arbejdes for at kunne betale regninger og leve et almindeligt hverdags liv. Og der skal knokles. Musikken, sangen, bogen, kagen, smykket, uret, maleriet, tegningen, krukken eller lerkunsten – ja, whatever vi laver – sælger dælme ikke sig selv!

Og man skal navigere i den her verden hele tiden. Dele ud af sig selv og det man laver (og det gør vi jo gerne, som I ved), gøre opmærksom på den man er og det produkt man sælger, være ‘out and about’ og “på” hele tiden. Det kan være rigtig, rigtig hårdt og svært til tider, for ved siden af alt det som i øvrigt opsluger næsten alle dagens timer, så skal man også få hverdagen til at fungere og det er med mand, børn, familie og alle mulige instanser og institutioner, transport og planlægning. Og jeg kan aldrig helt finde ud af om jeg gør tingene rigtigt, eller om der egentlig findes rigtige og forkerte måder ift at skulle navigere positivt opad i virvaret af sociale medier og alt andet…

unknown

Og vi er i konstant konkurrence med alle de andre i branchen. Ikke med vilje og heller ikke med nogen som helst onde intentioner (i hvert fald ikke fra min side af, og jeg oplever det heller ikke fra kollegaer og bekendte), men vi kan jo se på hinandens op og ned svingninger, ind og ud svingninger, og alle turene hist og her på samtlige sociale medier, og vi vil altid på et eller andet tidspunkt føle os håbløst bagud, gammeldagse, trætte, udkørte, hjælpeløse, magtesløse og you name it. Vi vil også lade os inspirere og hele tiden tænke i nye baner, og se om vi kan forny os selv eller gøre noget bedre for hver gang, og så netop gå efter det og prøvet det af – det ved jeg  at jeg i hvert fald gør, fordi jeg vil gerne. Jeg har ville det her i alle disse år og jeg vil det stadigvæk gerne. Men det er et 24 timers job, og som sagt ved siden af alt andet der skal køre, og tid synes indimellem at blive en mangelvare samtidig med at alt derude i vores verden farer afsted i en sindsyg fart.

Og vi har alle prøvet at have perioder, hvor vi har været komplet angstprovokerede og fyldt med frygt, fordi der umiddelbart ikke er jobs eller arbejde, ros og anderkendelse, gode planer og kreative ideer eller andet der kan give en indtægt til nu eller næste måned – alle har været dér og tænkt på hvad pokker man skulle gøre, og OM man kan gøre noget?! …Og de tider er naturligvis de værste – det er de tider hvor man tænker hvorfor man egentlig har valgt at leve sådan? Hvorfor fa’en man ikke bare gjorde uddannelsen færdig eller har et fast arbejde osv. At have tider og perioder med familie og små børn og være hamrende angst for hvordan man skal klare den, at have banken konstant åndende i nakken fordi de røde tal er mere konstante end de grønne og kassekreditten hele tiden er under pres… De perioder er for mig også de værste. Men MEST fordi jeg kommer til at bruge så meget tid på at banke mig selv oven i hovedet med alle de åndssvage tanker. Først kommer angst og frygt og med den kommer den umenneskelige nederdrægtige behandling af een selv. Det er totalt spild af tid og positiv energi – og jeg kan ikke lade være med at grine indimellem når jeg indser hvor dumt det er og hvor meget tid jeg kan bruge på det,- MEN det er også en realitet. Og det skal være okay at være bange og bekymret, men det skal kun være okay sålænge det ikke går over i den momentane selvdestruktive tossede opførsel.

fejl-300x251

Men det sker, fordi jeg bliver bange… slet og ret. Jeg fanger mig selv i en hvirvelvind af katastrofetanker og kan slet ikke få hovedet på køl igen når min hjerne tager tilløb og løber fra mig med en fart jeg ikke kan styre. Minik plejer at kunne se når det begynder at ryge ud af hovedet på mig eller drille mig med at mine tanker larmer så meget at han får ondt i hovedet. Så tankerne kører bare derudaf og skræmmer livet af mig. ISÆR efter jeg har fået de små.

Og det er en del af det hele. Det er ikke en skid sjovt når det ikke er sjovt men det er fuldstændig naturligt, når man lever sådan et her liv. Uanset hvordan jeg vender og drejer det i mit hoved, så elsker jeg når jeg når til det her punkt, hvor jeg får sat mig selv i ro og netop tænker på at det altsammen hører med… og jeg er her endnu. Jeg gør stadig det jeg gør og jeg sår en masse frø og har en masse at lave. – Bevares:  der er da det evige spørgsmål om det årlige skattesmæk, og hvordan skal jeg klare de måneder hvor der ikke er så meget, for meget af det jeg laver giver måske økonomi på sigt, men ikke alt giver noget lige nu. MEN som sagt – det hører med. Og jeg gør det med glæde. Helt og aldeles ufornuftigt tosset nok at sige, men det gør jeg.

vardi_ny

Jeg er så dybt taknemmelig for at jeg står her 15 år efter jeg startede som selvstændig i denne branche, og laver alt det jeg laver. Prøver alt det jeg gør, udfordres og testes på alle mulige måder hvert år på ‘godt og ondt’ og hver måned, på privat og professionelt plan. Jeg har i alle de år prøvet at leve som millionær og som den der tæller ører og regner på at i denne måned kan der købes ind for et minimum af kroner pr. dag til køleskabet. Sådan er det.

Og jeg er så taknemmelig for de mennesker jeg er omgivet af – især min familie – en evig støtte på alle måder. Min egen lille familie og hele min store familie hjemme i Grønland. Mor, far, søster især. Råd og hjælp er at hente alle steder fra. Og dag efter dag, måned efter måned, år efter år, er det gået. Så når min hjerne og min frygtsomme side af mig begynder at fylde mig med katastrofetanker og jeg bliver lettere led ved mig selv, så prøver jeg at tage mig sammen til at tænke stærkt og sige at det netop er gået indtil nu. Også selvom det nogle gange så sort ud. Men lad der være plads til et ØV – for det ER modstridende tanker og systemer. Hjertet og hjernen. Tilliden og mistilliden. Troen og manglen på samme.

steen_og_stoffer_mor_kan_alt

Jeg gør også det, at jeg hurtigt søger kærlighed og styrke fra noget der er ganske gratis :O) Et kram og et mys fra mine børn, sove sammen med dem og kigge på dem mens de sover og fyldes med lykke og kærlighed. Hente et kram og et kys, varme og kropskontakt hos min dejlige kommende mand, som kender mig så godt og ved hvad der foregår og hvor hårdt det hele indimellem er for mig, og derfor støtter det bedste han kan,- og her er det bare ved at give mig kærlighed og tryghed i hans favn. Jeg tager også hen til min islandske ismule hest og finder taknemmeligheden i at kunne have ham og have den glæde ved at have min egen hest. Min helt egen og første hest nogensinde. En stor pige drøm.

Og jeg kan se hvor heldig jeg er.

Og så kan resten af verden og branchen ellers køre i ring og i spind i den fart den vil.

img_e7861

I må ikke misforstå mig – jeg er glad. Jeg er heldig. Jeg er taknemmelig. For jeg har gang i mange ting og jeg har masser af jobs. Mere er altid velkommen – for jeg lever jo ligesom af det! Griner!

Jeg er taknemmelig for alt hvad der har været i de sidste 15 år med dette liv, og jeg ser frem til det der kommer – uanset hvad det måtte være.

Jeg har bare lige siddet med noget af års regnskabet for 2017, OG jeg skal holde et foredrag om netop dette liv som selvstændig i næste uge og DET satte sgu tankerne igang. Mest det første – (ååååh fuuuuuuck) og HAHHAHAHAHAHAH….. åh suk….HAHAHAHAHAHAAH!

images-2

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Calm The Fuck Down...